Fortsættelse af Oles Møllers tur til Stockholm 2014
 
 

Den 20. maj
 

Jeg ankom lige over middag til min helt egen flydebro, ved min helt egen øde ø med eget Skærgårdsmaja (lokum). En øde ø, bortset fra alle gæssene, ænderne, rådyrene og nu også vildsvin som man satte ud for fire-fem år siden. Øen er et naturreservat, og har fået lov at passe sig selv de sidste 50 år, bortset fra de vilde svin, som har sat sit præg på overfladen. Øen er en af mine favoritter, som jeg altid besøger mindst en gang, når jeg er på disse kanter. Gamle træskæg er her stadig. Jeg får altid en lille snak med ham når jeg er her – ja, næsten fire uger alene sætter sine spor. Vejret er smukt, glemt er gårdsdagens torden. Jeg har lige været i bad, og nu vil jeg lave bål og stege pølser over ilden.
 
 

 
Den 21. maj
 
Til aften i går kom en familie med tre drenge til broen. De skulle spise, så vi lavede bål, grillede pølser og hyggede et par timer. De tog hjem til Hasslø, solen gik ned og aftenfreden sænkede sig. Endnu en lille båd kom, en mand og to knægte som havde fisket. De havde mødt deres nabo fra Hasslø som havde fortalt, at der lå en dansk båd her, så de ville høre om jeg ville have nogle friskfangede sild. Nu har jeg ti dejlige sild (ja, godt nok kun fiske sild) renset og lagt på køl. Yum. Jeg har forladt Arpø og lagt mig ved en SXK bøje ved N. Bollø. Der er også en gammel betonbro hvor jeg kunne ligge, men vinden er ikke gunstig, og der så sgu også lidt trist ud. Så hellere bøjen og lidt motion ved at ro i land. Vejret er stadig helt perfekt, sol og max 4m./sek. fra SØ. Uhhh, jeg glæder mig til frokost, gæt hvad jeg skal have? Jeg er begyndt at havbade hver dag. Temperaturen er godt 16 grader.

Aften: At ligge for anker (eller ved en bøje) om aftenen i en svag SØ vind er bare det mest perfekte. Læ og sol i cockpit. Der er kun en ting der kan gøre opholdet endnu mere perfekt, og det er at vinden i nattens løb drejer til vest. Nå, men det er ren ønsketænkning, og vejrudsigten antyder da heller ikke noget sådant. Muligheden er nærmest ikke eksisterende. Jeg må nøjes, det er nu heller ikk` så ringe endda.

 
 
Den 22. maj
 

Jeg var ude at gå morgentur på N. Bollø inden jeg sejlede videre. Jeg har været lidt inde på fuglenes politiske observans, og nu spekulerer jeg lidt på om edderfugle er en anelse tunge i r....! Jeg har set en masse ænder med ællinger, men ingen edderfugle er endnu kommet så langt. Jeg fandt tre reder. Med tre til fem æg i, edderfugle jo jo, de gik af reden da jeg kom. Så de er åbenbart lidt bagud. Så er det man tænker: Hvorfor nu det? De ser da ligeså begavede ud som andre ænder. Men måske er de bare generte. Naturen er underlig. Jeg sejlede til Karlskrona lidt senere, på en frisk halvvind, så de 6 sm fik hurtigt ende. Og her føler jeg mig lidt som den grimme ælling, omgivet af lutter svaner. Jeg har ikke set mange turister indtil nu, men regnede med, at der var nogle her i byen. Jo, det er der da. Vi ligger 6 både i havnen. Mig, og så 5 tyskere. Og nej, jeg har intet imod tyskere, de er altid utrolig flinke og hjælpsomme, men det havde nu været rart at se en enkelt dansker. Og glem det med ællingen blandt svaner. Min båd er stadig den smukkeste her i havnen ;) Har gjort rent, vasket tøj og mig selv. Sidder nu og hygger under teltet.

 
 
 
 
Den 23. maj
 
 

Jeg har slappet af det meste af dagen her i Karlskrona, kun afbrudt af alle de ting der nu engang skal gøres på en båd, når man nu bor i den, lige Indtil klokken 14, så skulle min nabo, en tysk båd, ud for at bunkre diesel. Jeg hjalp ham afsted ved at holde båd og fortøjninger, og kiggede efter ham da han rundede vores egen flydebro, og forbi den næste, derefter blev det underligt, som om han pludselig bremsede, han svajede rundt, og så lå han stille, nogle meter fra enden af flydebroen. Jeg gik derover og snakkede med ham. Han fortalte at motoren pludselig døde, og så lå han fast. Ingen tvivl, noget i skruen. Vi fik lagt lidt fortøjninger ud, for at tage lidt af presset på båden, og ringede til sø redningstjenesten og fortalte om problemet, de ville komme senere. Først kom brandvæsenet og kiggede, de ville prøve at skaffe en dykker. Klokken 20 kom brand og redningstjeneste og en dykker. Det viser sig, at i denne nye havn, med flydebroer, der har "man" for enden af broen lagt 40 meter lange reb ud som skal holde broen. I forlængelse af broen, ud i et sejlløb som er 50 meter bredt, afgrænset ved bøjer der markerer lavt vand. At ingen tidligere er sejlet ind i disse reb, skyldes nok mest at det først for nogle uger siden er blevet lavet. Total tåbelig udformning. Redningstjenesten vil indberette det til kommunen, og der er varslet møde med havneledelsen i morgen formiddag. Der er to flydebroer, hver med to reb ud i sejlløbet, i alt fire reb. Det ene er nu fjernet, men der er stadig tre skruefangere tilbage. Spændende formiddag. 

 
 

Den 24. maj


 

Regn (som planlagt) fra tidlig morgen, og som lovet tørvejr fra sidst på formiddagen. Jeg gik op og købte frisk mad, da jeg har planer om at forlade havnen. Jeg er sådan set færdig med Karlskrona. Derefter Frokost og påfyldning af vandtank og dunke. Jeg var til møde med havneledelsen. Det var et godt møde. Der var 110 % enighed om, at disse liner var en yderst dårlig ide. Mandag morgen står havnechefen på kommunen, og forholdene vil blive ændret "øjeblikkeligt". Havnen kan ikke leve med et image om udlagte liner i bassinet som fanger skruer. Kl. 14.30 var jeg klar til afgang. Der ligger fem andre gæster, fire tyskere og en englænder, så jeg syntes lige jeg ville vise hvad vi fra Marselisborg Lystbådehavn kan. Jeg startede IKKE motoren, løsnede blot fortøjningerne, lod båden drive fri, rullede genuaen ud og vinkede pænt farvel. Skøn oplevelse, men jeg lå helt perfekt til denne afsejling. Løb fem sm for genuaen, og ligger nu parkeret ved en SXK bøje ved øen Senoren. Sol, stille, helt perfekt. I morgen tidlig er det ud på havet, og kurs nordpå. Else kommer til Kalmar på tirsdag. Mangler godt 50 sm dertil, og regner med at snuppe de 45 i morgen

 
Den 25. maj
 

I kalmarsund dannes der som altid nogle ret så ubehagelige bølger, og det er uanset om man har med-eller modvind. Sundet er formet som et timeglas, og når man nærmer sig det smalle stykke, kommer bølgerne. Værst i modvind. I dag havde jeg medvind, så går det nemmere, men det ruller fælt ind imellem. Jeg har fået has på 41 sm, brugte lige godt ni timer på opgaven. Jeg har haft sol, og vind varierende fra 3-6 m./sek. og sejlet plat læns eller agten for tværs. Jeg har fortøjet i Mørbylånga, på Øland, og sidder her i læ i cockpittet og gynger ligeså stille, Ikke fordi jeg har fået en øl, men simpelthen på grund af de rulninger jeg har haft det meste af dagen. Hvis jeg rejser mig op og kigger ud over molekanten, kan jeg se Kalmar 10 sm mod nord. Tirsdag melder de skidt vejr, så jeg sejler nok i morgen. Først skal jeg dog lige snakker med en fisker, som kommer ind i morgen formiddag. Forhåbentlig har han en masse fisk med.
 

 

 
Den 26. maj
 

Jeg ankom til Kalmar sidst på eftermiddagen. Tirsdag og sikkert også onsdag bliver havnedage, eftersom der er varslet hård vind fra i nat. Jeg har oplevet mange gange herovre, at folk kommer hen og kigger på båden, og siger:” Jamen det er jo en Bacchant”. Det er jo også en gammel svensk klassiker. I dag kom dette ældre par som jeg tog et billede af. De havde helt tårer i øjnene. De havde som unge købt sådan en båd, og havde haft den i 42 år. De var desværre ikke i stand til at kravle ombord, så vi måtte nøjes med en længere snak om båden, hvilket var rigtig hyggeligt. Jeg har, sådan helt midlertidigt, prøvet at installere mit nye solpanel, - og det lader(smil)

Det bliver rart at undvære stikkontakten næste sæson.



 
Den 28. maj
 

Kalmar er ikke det værste sted at være blæst inde. Det er en by med masser af spændende oplevelser. Udover den smukke domkirke, er der Kalmar slot, hvor man kan få genopfrisket sin danmarks historie. Slottet blev bygget engang i 1100-tallet, men er vel mest kendt for Kalmarunionen. 1397, Margrethe samler norden, alle Pingerne samles, og hendes 15-årige søn Erik af Pommern bliver kronet. Danmark er blevet stort, men vi blev jo senere rundbarberet og formindsket. Spændende er det at genopleve historien. Vejrmæssigt har vi stadig 10-14 m./sek. som skulle løje af i nattens løb. Vi afventer.

 
Den 29. maj
 

I morges sejlede vi fra Kalmar. Spørgsmålet var om vi skulle svinge til venstre (nordpå) eller til højre. Det var selvfølgelig afgjort inden vi sejlede, for fakta er, at mindst en af os skal være hjemme i slutningen af juni, da vi har en reparation på vores sommerhus der venter. Så vi valgte at styre mod syd, og i fred og ro nyde Blekinge Skærgård, fremfor at stresse nordpå og tilbage igen. Så ingen Stockholm i år. Vi er ikke spor skuffede, næsten tværtimod, Else glæder sig til at se Blekinge, og jeg til at gense skærgården. Vi smuttede 20 sømil sydpå til Degerhamn, Øland, en tur der tog tre timer og ti minutter, i en frisk nordenvind, som begyndte på 7 m./sek. og endte på 10-12 m./sek. Heldigvis i fuld sol, for der er lidt køligt, blot 14 grader.

 
 


 
Den 1. juni
 
Efter Kalmar tog vi til Øland, og senere til Kristianopel, som er en meget hyggelig by. I går var vi i Sandhamn, en lille fiskerhavn i det yderste af Karlskrona skærgård. I dag flyttede vi til en endnu mindre havn, Stenshamn som ligger en smule sydligere. Det er en tidligere fiskehavn, på en mindre skærgårdsø, oprindeligt et aktivt fiskesamfund med lidt landbrug. I dag er det udelukkende et rekreativt område med tyve sommerhuse. Den er forbundet med en lidt større ø, Utlængen. De sidste par dage er gået med cykelture og gåture i dette flotte område. Fordelen ved kun at sejle fem til syv sømil hver dag er, at man kan nyde morgenen, og være i havn inden frokost, og have resten af dagen til alle mulige aktiviteter. Tillige at være tildelt høj sol og rimelig svag vind, er jo bare herligt.
 
 
Den 4. juni
 

Jeg har fået et spørgsmål i min mail.

"Bruger du redningsvest når du sejler"?

JA. Selvfølgelig var jeg lige ved at skrive (og gjorde det så). Når det er rigtig godt vejr, helt stille, og Georg styrer, så er det tilladt at tage vesten af i cockpittet. Men ellers er reglen her ombord på Freja, at uanset vind og vejr og tidspunkt, så er det forbudt at forlade cockpit uden redningsvest!

Jeg kan så tilføje, at når jeg som nu hvor jeg er ene ombord, og skal på dæk, er jeg ekstrem forsigtig. Når jeg gør det (går på dæk altså! ;) ), så er det næsten altid Georg som styrer. Og så er det ret katastrofalt at ryge overbord. Så jeg bruger også altid sikkerhedsline. Jeg har lært at når man er på dæk, så er der een hånd til båden, og een hånd til at arbejde med. Skal der bruges 2 hænder, så er der kun den mulighed at en fastbundet line kan frigøre en hånd. Eneste tidspunkt jeg ikke bruger line på dækket, er ved fortøjning i havn. :) Og så forbereder jeg det "at gå i havn" meget omhyggeligt. Jer har altid 4 fortøjninger gjort fast i bådens hjørner, klar til at bruge. Fendere er hængt ud. Og så prøver jeg at finde den bedste plads, afhængig af vinden nu og i morgen. Jeg vil helst gå til pæle med vinden ind for eller agter, så er det nemmest at styre afdrift! Er der plads i havnen til at ligge langskibs, gør jeg meget ofte det. Med mindre det blæser kraftigt, er det som regel til at styre.

 
Den 5. juni
 

Efter et par regnvejrsdage i Karlskrona, tog vi ud til en lille havn nord for byen. Vi var trætte af byen og ville hellere ud og ligge ved skov og klipper. I dag tog vi ud til en lille ø i skærgården, og besluttede os for at dagen i dag skulle være spejderdag. Vejret er gråt, men lysten er lys, så vi tændte bål, og skulle senere riste pølser over gløderne med brød, rissalat og grøn salat. Klokken 17.30 kom en lille motorbåd med ni personer, som skulle grille og have det hyggeligt – og det blev det. De havde linet op til whiskytest med fire slags whisky. Jeg supplerede med endnu en, samt en Fernet Branca. Kødet kom på grillen, kylling, pølser, flæskekfilet og flere pølser.

Det blev rigtig hyggeligt. I morgen er der helligdag her, da det er Sveriges nationaldag.

 
 

 
 
 
Den 8. juni
 
 
Sidst da vi forsøgte at lave mad over eget bål, blev det til whiskysmagning samt skæg og ballade. Nu er vi tilbage på Arpø, og prøver endnu engang. Denne gang er vi alene på 4 km2 ø, egen flydebro og tørkloset. Bål, stegt flæskefilet, nye kartofler og salat, det er sgu ikke så ringe endda. Vejret er bare helt fantastisk. Vi har haft fire dage med sol og her i dette område er der lovet sol og blå himmel de næste otte dage.

I morgen bliver vi nødt til, at tage til Rønneby for at handle lidt, da forsyningerne af levnedsmidler – bortset fra pasta og pasta – er langt nede, og vores vandbeholdning nærmer sig det kritiske lavpunkt, efter fire dage ude på øerne.


 
 
 
 
Den 10. juni
 

I dag har vi kastet anker i en lille bugt nord for Tjærø. Vejret har de sidste dage været helt fantastisk med sol og 25 grader. Vi valgte at ligge for anker, for at komme til at ligge i lidt luft, fremfor totalt i læ ved en klippe. Vi bruger en del tid på, at springe i vandet og kravle op igen. Det er så lunt at vi har sat solsejl op, for at få lidt skygge.

Tidligere på turen købte jeg et solcellepanel på 50 watt. Det er en god investering. Vi har nu ligget ved klipper og øer i seks dage, og batterierne er fuldt opladede hver aften. Selvfølgelig skal panelet opsættes rigtigt når jeg kommer hjem, indtil videre står det bare løst på dækket – men det fungerer. Panelet var på tilbud, så de 600 kr. var en dejlig udgift.

 
 
 
Den 11. juni
 

Hvor heldig kan man være?

Vejrudsigten lovede regn hen på dagen, og blæsevejr i morgen. Så efter seks solskinsdage ved klipperne, valgte vi at finde en havn eller en bro. Valget faldt på Guøviken, en fjord på fire sømil, som ender med en bro og en småbådshavn. Efter en ”spændende” (der var ret smalt) indsejling fandt vi også en lille bro/havn at fortøje ved. Vi fik gået lidt på land inden regnen begyndte.

Nu til heldet. Inde på land var der opstillet det nydeligste partytelt med borde og bænke. Så vi kunne grille pølser, lave hotdogs og stege pandekager. Mens regnen siler ned, sidder vi i partyteltet og griller. Jamen det har altså været en dejlig sejlads.

 
 


 
Den 13. juni
 
 
 

Endnu en beslutning er taget. Vi vil forlade skærgården og begive os mod de hjemlige farvande. I første omgang står vi overfor en syd sydvestlig distance til Simrishamn, og dernæst en vestlig til Falsterbo, hvor vi skal vælge at gå enten nord eller syd om Sjælland. Så indledningen bestod i, at finde en dag med gunstig vind til første etape. Den kommer i morgen. Der er lovet nordlig vind 5-10, passende til de 45 sømil over åben Østersø. Foreløbig har vi lagt os i læ ved en lille bro i en stille bugt, medens vi venter på, at de 13 m/sek. fra vest dæmper sig og går i nord.

Vi forventer ikke at kunne undgå modvind og kryds, men på visse strækninger vil jeg vente på rigtig vindretning, som f.eks. I morgen. Jeg har før prøvet at forlade skærgården efter nogle dages hård vind fra sydlige retninger. Det er en oplevelse jeg nemt kan undvære. Det er en ret så ujævn overflade. Betingelserne skulle være fine i morgen.

 
Den 15. juni
 
Det stille liv i skærgården er slut, og transportsejladserne er begyndt. Lørdag så det ud til at blive en god dag til første stræk. Vi sejlede de 45 sømil på en agten for tværs på 7-10 m/sek. til Simrishamn. På trods af en tidlig start, manglede vi stadig 5 sømil da vinden (helt efter udsigterne) døde totalt, så det blev en lang time med voldsomme rulninger i de høje bølger der var blevet dannet. Søndag tog vi igen tidligt afsted og kom 32 sømil til Abbekås på en fin halvvind fra s-so. Vi nåede i havn inden vinden (igen som forudsagt) vendte til 8 m./sek. fra vest = modvind.

I morgen sent på dagen regner vi så med at kunne sejle det meste af de 25 sømil vi mangler til Falsterbo kanalen, og så er vi jo næsten i Danmark. Turen hjem til Århus vil vi tage i løbet af den næste uges tid, enten nord eller syd om Sjælland, afhængig af hvad vinden beslutter sig til.

Så lad dette være det sidste rejsebrev i "vores sommertur til Stockholm 2014".




 
 

 
 
 
epilog
 

Inden start var det tanken at komme til Stockholm og Ålandsøerne, og komme tilbage sidst i juli måned. Sådan gik det ikke. En garanti reparation på vores sommerhus bestemte at mindst en af os skulle være hjemme inden 25.juni. Overvejelser om hvad tiden skulle bruges til, fik os til at beslutte at bruge vores tid i Blekinge skærgård. Selvfølgelig er det altid lidt en skuffelse når de lagte planer må ændres, men kun lidt. Vi har simpelthen haft en fantastisk ferie i denne skærgård. Både starten da jeg var alene, og oplevede skærgården uden andre gæster, og da vi sammen opdagede endnu flere skær og øer vi kunne besøge.

Så vi har fået en god oplevelse, og specielt har vi haft masser af tid til at finde nye steder. Frem for at en lang tur til Åland måske var blevet en smule stresset.

Og så har vi haft helt fantastisk vejr. Jeg har sejlet i alt næsten 8 uger. Lidt køligt i starten, men her senere har det været varmt og masser af sol. Det har kun regnet ganske få dage, og kun to dage har vi haft blæsevejr så vi ikke kunne sejle.

Og ingen uheld - og dog. Forleden, ved en lille bro i skærgården, havde jeg landstrøm. Det blev tordenvejr og voldsomt lyn. Pludselig slog lynet ned i broens el-net, med det resultat at min batterilader brændte totalt af med et ordentligt knald. Bortset fra forskrækkelsen skete der ingen andre skader på båden. Ellers ingen uheld og slet ingen dårlige oplevelser. Alt i alt en rigtig dejlig tur!

Såfremt nogle føler sig lokkede til at besøge Skærgården i Hanøbugten, skal I være velkomne til at besøge mig (plads 649) og få flere detaljer.



 
 

 
 
 
epilog
 
 



 
 

 
 
 
epilog
 
 



 
 

 
 
 
epilog
 
 



 
 

 
 
 
epilog
 
 



 
 

 
 
 
epilog
 
 



 
 

 
 
 
epilog
 
 



 
 

 
 
 
epilog
 
 

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram